Vi lagde ud med en middag på "lufthavnshotellet" - det eneste sted med lov til at sælge alkohol i nærheden af hovedstaden. Maldiverne er som bekendt muslimsk samfund og akohol er kun tilladt for udenlandske turister. Det blev aften inden vi nåede den lille bro, hvor dinghy'en lå fortøjret - her legede 2 mantarays i lyset fra en gadelygte, imponerende syn.
Vi bruge nogle dage på at fylde skibet med mad, vand og brændstof og lære Jan (skipper), Jesper (gast) og Ana (skibshund) at kende. Samt at vende os til den høje temperatur og fugtighed - der blev søgt skygge konstant.
Maldiverne er ikke interesseret i langturssejlere, hvorfor ind/udklarering var uhørt dyrt (500 US$). Yderligere skulle vi have betalt 500 US$ for at måtte besøge andre øer. Selv derefter var der mange begrænsninger for, hvor man måtte sejle. Så planen blev kun et enkelt uautoriseret stop på øen Veymandhoo på vej sydover til Chagos.
Den 5. marts sejlede vi afted. Vagtskemaer tådte i kraft, med vagter til rors, mad og rengøring.
På Veymandhoo fik drengene 1. dyk med flasker, inden da havde vi alle set flotte fisk og koreller ved snorkling på revet. Vi undrede os over de mange tætpakkede både som fragtede hobevis af lokale til Veymandhoo i løbet af fredag eftermiddag. Vi blev enige om at det nok var her alle samles til fredagsbøn. Da vi kom i land næste dag, viste det sig at være lokal inter-atoliske fodboldmesterskab den weekend :-)
De sidste maldiviske rufiyaas blev brugt og så var der ellers blåt så langt øjet ragte de næste 3-4 døgn til Chagos. Og søsyge, med alt hvad det fører med sig af manglende appetit, træthed og modløshed. Føj føj, hvorfor udsætter vi dog os selv for dette!
Opslag
